Sociale medier bør ejes af fællesskabet
Af bestyrelsen i OpenDenmark
Med Forsvarets Efterretningstjenestes nye trusselsvurdering af USA er det kun blevet tydeligere: Vi skal væk fra amerikanske, algoritmebaserede sociale medier og hen imod statsstøttede open source sociale medier
Om 50 år vil vi se hovedrystende tilbage på vores håndtering af de såkaldte sociale medier.
Platforme, der kortlægger vores privatliv, påvirker vores holdninger, forstærker angst, ensomhed og ekstreme holdninger. Tager vores opmærksomhed, gør os dårligere til at læse og ironisk nok gør os mindre sociale.
Samtidig befinder vi os i en stadig mere kompleks relation til USA. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer i deres årlige risikovurdering, at USA nu er en negativ del af trusselsbilledet mod Danmark.
De bruger deres økonomiske, militære og teknologiske styrke som et magtmiddel mod deres allierede. Os. Heri må vi forvente, at også de sociale medier indgår.
De store techmoguler står i hvert fald lige bag præsident Trump. Helt bogstaveligt til hans indsættelsesceremoni i januar.
Den eneste løsning er at bevæge os væk fra de algoritmebaserede sociale medier. Væk fra platforme, der gerne vil holde på os, påvirke os og tjene penge på os. Og hen imod sociale medier, der er lavet til mennesker, støttet af staten og bygget i åben kildekode, så alle kan være med og der er fuld gennemsigtighed.
De algoritmestyrede sociale medier
I dag er omkring 90 procent af danskerne på sociale medier.
Glade og frejdige går vi på Facebook, Instagram, TikTok eller Snapchat. De er underholdende og selvfølgelig ganske gratis.
Men når vi får en profil på et af de store sociale medier, så siger vi også ja til, at de invaderer vores liv. Høster vores data, registrerer hvem vi er og sælger vores oplysninger videre. Fastholder os i en algoritme, der viser os mere og mere ekstremt indhold, så de kan høste endnu flere data og påvirke os til at tænke og handle på bestemte måder.
Vi bliver manipuleret, distraheret og påvirket af amerikanske sociale medier. Af amerikanske meningsdannere. Af amerikanske algoritmer. Det giver dem helt ekstremt stor magt. Over samfundet og os. De kan påvirke valg, vælte regeringer og ændre lovgivning.
Siden præsident Trump overtog tjansen i Det Hvide Hus, er techindustrien og staten rykket tættere og tættere sammen i USA.
Det udgør en ganske betydelig trussel mod så gennemdigitaliseret et samfund som Danmark, hvilket debatten om vores afhængighed af Microsoft også vidner om. Og når snakken falder på de sociale medier, så er de næsten allesammen skabt over there.
Selvom TikTok er kinesisk, så har USA krævet, at Tiktok i USA kommer på amerikanske hænder, da det jo ellers er muligt for den kinesiske stat at påvirke det indhold amerikanerne bliver præsenteret for. Det forhandler Kina og USA om i disse dage.
Allerede nu burde det stå tindrende klart, at præsident Trump uden kvababbelser vil bede amerikanske sociale medier justere deres algoritmer, hvis han har brug for det, så vi i Danmark og Europa lige så stille skubbes i en belejlig retning. For eksempel at Grønland er en dårlig forretning for os og burde komme på amerikanske hænder.
Og med håndteringen af TikTok er der ingen tvivl om, hvad Trump og hans folk selv mener om sociale medier.
Mennesker fremfor algoritmer
Den bedste løsning er udviklingen af et statsstøttet nationalt socialt medie bygget til mennesker fremfor algoritmer.
En platform, som alle offentlige instanser kommunikerer ud på. Som lærere og elever kan benytte sig af, når nu eleverne ikke længere må bruge de algoritmebaserede udgaver, som det lokale foreningsliv kan bruge, når der skal koordineres med forældre eller medlemmer.
Hvor vi alle sammen kan logge ind som kryptografisk verificerede brugere. Samme princip som MitID, men uden amerikansk teknologi og systematisk registrering af borgernes adfærd. Og som ligger på offentlige servere i danske datacentre.
Sociale medier er offentlig digital infrastruktur. De er en national ressource og har en samfundsunderstøttende rolle. Det er en platform vi er nødt til at statsfinansiere, fordi det er for farligt at lade være.
Hvordan undgår vi, at det bliver en kolos på lerfødder? Endnu et vanvittigt dyrt offentligt it-projekt? Det er her, open source software har sin berettigelse.
Det hele skal nemlig bygges i åben kildekode. Selvfølgelig skal basisprogrammet udvikles et sted, men den åbne adgang tillader, at alle kan bygge videre, så man regionalt eller lokalt kan gå flere veje.
Hvis Aarhus Kommune beslutter sig for en justering, så man kan se, når der er en fed udstilling på DOKK1, eller at Tour de France kommer til byen, så kan de gøre det, men stadig kommunikere med resten af appen. Bare man snakker samme basissprog.
Programmet skal være transparent, åbent, frit tilgængeligt og støttet af neutrale penge. Udviklet efter folkets ønsker.
Pisk og gulerod
Men gider vi frivilligt bevæge os hen imod noget, der lugter af en offentlig digital platform?
Hvis alle offentlige myndigheder tvinges derover, når de skal kommunikere med befolkningen, hvis skoler anvender det, og det rent faktisk fungerer godt. Hvis vennerne frivilligt bliver på platformen efter skole og forældrene koordinerer derinde i stedet for på Facebook.
Og hvis nu al energien kommer fra fornyelige, bæredygtige energikilder, og affaldet afskaffes ansvarligt efter WEEE-direktivet for elektronisk affald – sociale medier og AI forbruger nemlig mange ressourcer på drift og køling.
Hvis staten stiller garanti for, at det nationale medie er grønt ogikke fusker med dine data eller din neurokemi. Så har vi måske en vinder.
Der er intet i vejen med at bygge nyt, men man kunne også sagtens forestille sig at tage udgangspunkt i eksisterende programmer. Der er mange spændende bud derude, som med lidt justeringer kunne bruges.
Og så er der de platforme, som er stort set klar til brug, men som måske skal have lidt økonomisk støtte for at komme i mål. Danske projekter som Oase, Duckling og Meningspunktet er spændende eksempler.
Måske kunne de åbne deres kildekode hvis de fik et rygstød af staten til at lave en national app. Vi har dybt kompetente IT-folk i Danmark.
Vi har været frontløbere for webrevolutionen indenfor IT-programmering. Derfor er vi slet ikke i tvivl om, at det kan blive godt. Og så kan man jo altid udvide hvis resten af Europa vil være med.
Bragt i Altinget 7. januar 2026.
Støt
1 swipe på mobilen, tak
Du kan støtte os med på mobilepay 17 20 80
