Hvem ejer vores kulturarv?

Med digitaliseringen af arkivmaterialer er danskernes mulighed for at opstøve deres fortid blevet meget bedre. Kulturarven er blevet mere tilgængelig og når ud til flere. Men mange steder kan man ikke downloade billederne. For hvad med ophavsretten? Og hvad med arkivets ejerskab? Det er der løsninger på. Så vores fælles kulturarv kan komme endnu længere ud.

Når jeg skal finde billeder i mit arbejde, benytter jeg mig af et væld af digitale samlinger. Danske såvel som internationale. Det er et slaraffenland af muligheder. Og der kommer hele tiden nye materialer til efterhånden som museer og arkiver får digitaliseret endnu mere. Det er en fantastisk udvikling, som tilgængeliggør vores fortid i en helt anden skala, end vi nogensinde har set før. Den giver historieformidlere som mig helt nye muligheder og redskaber. Og åbner vores fortid op for langt flere danskere. Både børn og voksne. Nu kan vi nemlig selv få historien mellem hænderne med nogle få klik. Undtagen selvfølgelig når vi kun må se, men ikke røre. Ofte kan man ikke få lov til at downloade billederne, fordi ophavsretten ikke er udløbet. Eller fordi arkivet gerne vil have kontrol med, hvem der anvender deres billeder og til hvad. Det er en forhindring, som mindsker brugen af materialerne og dermed udbredelsen af vores kulturarv. Men det kan vi ændre på.

Fri kulturarv til alle
Når en kulturarvsinstitution tillader alle at bruge deres digitaliserede samlinger, så åbner de lokalhistorien for hele verden. For lærere, der kan anvende materialerne i undervisningen og elever, der kan bruge dem i deres skolearbejde. For journalister, som kan bruge dem i deres artikler. For wikipedianere, der kan uploade dem til Wikipedia og Wikimedia, så hele verden kan lege med. Med andre ord sætter de historien fri. På verdensplan kommer der astronomiske mængder nye materialer hver dag på et væld af platforme. Wikimedia, Flickr og Unsplash, Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek. Men også lokalhistoriske arkiver sikrer at arkiv.dk vokser hele tiden. Det skal I have tak for! Når jeg har brug for et billede af tørvegravere, så dukker de op. Når jeg har brug for malerier af det gamle Amager, kan jeg finde værker af kunstnere, jeg ikke aner hvem er. Men de portrætterede øen for 150 år siden og giver dermed et uvurderligt billede af fortiden, som jeg kan bruge i min formidling.

Kontakt arkivet
Men når jeg søger materialer på arkiv.dk, skal jeg altid skrive til arkivet og spørge om lov. Jeg har hørt, at der findes materialer til direkte download, men er ikke stødt på dem endnu. Det forsinker min arbejdsproces at jeg skal anmode om hvert enkelt billede, men til gengæld får jeg tit et hurtigt svar – og som regel positivt. Ofte er arkiverne søde til at sende mig billederne ganske gratis i høj opløsning. Men hvorfor kan man så ikke bare få lov til at downloade direkte fra arkiv.dk? Hvorfor skal jeg kontakte arkivet først? Der er også eksempler på arkiver, som vil have betaling for at sende mig et billede. Hvilket altid resulterer i at jeg siger pænt nej tak. Hvorfor? Fordi mit budget ikke kan holde til at betale for billeder. Og så mener jeg af princip, at min kulturarv bør være frit tilgængelig for mig.

Creative Commons
Så hvorfor kan jeg ikke downloade billeder direkte fra arkivernes digitaliserede samlinger? Er det ophavsretten, som volder problemer? Den skal man selvfølgelig oplyse, ligesom mange andre digitale samlinger gør. Hvis jeg downloader et billede fra Kolding Stadsarkivs hjemmeside eller Museum Vests digitale samling, skal jeg selvfølgelig være opmærksom på licensen. Jeg må downloade alt, men der følger altid en licens med materialet, som jeg selvfølgelig skal følge. Den licens flere og flere kulturarvsinstitutioner benytter sig af er Creative Commons. Det er en international standard, som gør det meget nemt for alle at forstå hvad man må gøre med de enkelte materialer. Det kræver blot at man kender de syv (otte) forskellige licenser. Det vil give danskerne mulighed for at bruge alle materialer i samlingerne privat. Og hvis I er i tvivl om materialet er ophavsretligt beskyttet, så skriv det. Hvis brugere vil anvende dem i en offentlig sammenhæng, så er det deres ansvar at følge licensen eller udrede ophavsretten. Ikke arkivets.

En betydelig indtægt?
Så er der betaling for materialerne. Er det for, at arkivet kan tjene penge? Er der en bekymring om at arkivet mister en større indtægt? Jeg forstår godt, at nogle arkiver har brug for en indtægt for at kunne fungere. Men hånden på hjertet. Hvor mange penge tjener et lokalarkiv egentlig på at sælge digitaliserede materialer? Når arbejdsindsatsen med faktureringen er trukket fra? Sammenlignet med værdien af, at arkivets materialer bliver anvendt og set i alverdens sammenhænge. I medierne, i undervisningsmaterialer, i foredrag, bøger og film? I klasseværelset eller måske i kunsten? I helt nye sammenhænge og set af danskere, som ellers ALDRIG ville have set det? Og som måske får et nyt og mere nuanceret perspektiv på vores fortid.

Fælles arv
Stort set alt hvad der ligger på lokalarkiverne er lavet af helt almindelige mennesker. Måske tog de billeder til familiealbummet, måske skrev de dagbog, eller måske var tegning deres hobby. At de eller deres efterladte indleverede materialerne til det lokale arkiv er en gave. Til os alle sammen. En gave, som vi alle sammen burde få glæde af. Værdien af det I allerede gør. At bevare, digitalisere og udbrede den lokalhistoriske kulturarv, er uvurderlig. Det er en styrkelse af vores viden om fortiden og af den lokale identitet. Jeg forstår at der er udfordringer og forbehold forbundet med at lukke op for samlingerne, men jeg håber I har lyst til at arbejde jer frem mod det.