Miljø og klimaorganisationen NOAH henvendte sig til OpenDenmark i marts måned med et ønske om at få vejledning til at vælge den rette Creative Commons licens, til deres nye materialer.
De har nu udgivet deres mateiale under cc-by-sa og allerede efter få uger har licensen vist, hvordan det er muligt at få viden til at bevæge sig frit takket være licensens muligheder.
Vi har spurgt NOAH om de i den forbindelse vil fortælle lidt om baggrunden for deres materiale, og hvordan deres erfaring har været, dels med kontakten til OpenDenmark og dels omkring deres materiale.
Anna Rønne fra NOAH, Grøn Dannelse, skriver:
I NOAH har vi udviklet et Escape Game om klimaretfærdighed til onlineundervisning af unge i alderen 18-25 år. Under COVID-19-nedlukningerne har der været meget stor interesse for at spille spillet og for at tilpasse det andre politiske tematikker eller geografiske kontekster. For at sikre, at vi bevarer rettighederne til grundidéen men samtidig gør det muligt for flest mulige mennesker at spille det og udvikle videre på det gratis kontaktede vi OpenDenmark og fik meget grundig og hurtig hjælp.
Med den hjælp vi har fået hos OpenDenmark er det blevet muligt for vores samarbejdspartnere i hele verden at bruge, modificere og tilpasse spillet. Allerede i løbet af de første uger af spillets levetid er det blevet oversat og brugt af organisationer i Østrig og Malta, hver gang har vi sikret, at rettighederne forbliver de samme også i de nye versioner af spillet.
Af Anna Rønne, NOAH.
Se materialet System:Reclaim her.
Dette indlæg: NOAHs åbning cc-by-sa OpenDenmark. Skrevet af Peter Leth