Folkemødet 2019 på Bornholm er overstået. Tusindvis af mennesker, oplæg og meninger giver en række indtryk at arbejde videre med. I dette indlæg kan du læse et par indtryk fra mødet set med “åbne” briller af undertegnede.
OpenDenmark på vej til Folkemødet
Allerede inden selve Folkemødet gik i gang nåede vi at fange interessen for vores arbejde. Det er tydeligt at folkeoplysning, brugerinddragelse og for eksempel turismeerhvervet behov for spredning af lokale informationer er efterspurgt, og med en lille flok visitkort i lommen var vi allerede inden vi nåede Allinge godt i gang. (Det tyder utroligt godt for at vi er på rette vej med vores projekt).
Oplæg fra OpenDenmark
Fredag morgen startede ud i strålende solskin over Civiltinget, hvor vi havde vores oplæg. Til oplægget var Merete Sanderhoff, Rikke Falkenberg og undertegnede fra bestyrelsen samt Rasmus Frey, der til daglig er sekretariatschef i OS2. På billedet ses også Jens Kjellerup, foreningens kasserer. Derudover havde vi fornøjelsen at møde deltagere fra OpenKnowledgeFoundation og Wikimedia Danmark.
Oplægget havde fokus på at holde forklaringen om det åbne i en række praksisnære eksempler som vi hver i sær præsenterede. Dermed kom vi både omkring områder der henvendte sig til folkeoplysning, uddannelse, kunst og kulturarv samt institutioner i samfundet.
Vi fik præsenteret begrebet open og vi fik en god snak omkring både økonomiske, kulturelle og personlige potentialer i foreningens arbejde.
Alt i alt havde vi en god oplevelse, omend besøgstallet kunne have været bedre.