Til minde om Charlotte S H Jensen, 1961-2019.

Charlotte var et ukueligt, optimistisk menneske, med en dyb interesse for at sikre en verden med en åben og fri adgang til viden og kultur. Hvis du ikke kendte Charlotte og hendes engagement, vil jeg anbefale at du læser interviewet her.

Charlotte har været en vigtig person for mig i de sidste 11 år, hvor jeg har været optaget af at sikre åben og fri adgang til vores kulturhistorie, primært med fokus på folkeskolen.

Charlotte har været åben for at hjælpe på utrolig mange måder, som jeg gerne delte med jer alle – lige fra vi snakkede sammen i telefonen første gang hvor Creative Commons var en by i Rusland på Nationalmuseet, hvorfor jeg var velkommen til at tage turen fra Vestjylland til museet hvis jeg ville se solvognen og bruge den i min undervisning – og hvor mit problem blev til omdrejningspunktet for et langt samarbejde med fokus på tilgængelighed. Hun har vist mig genstande og samlinger på Rigsarkivet så jeg fik gåsehud over de unikke genstande vi alle opbevarer. Senere hjalp hun med at vi fik lavet 360-graders billeder på Nationalmuseet som nu ligger frit tilgængeligt (her viste hun i øvrigt også stor ro og selvbeherskelse, da jeg uheldigvis fik startet alarmerne på museet, “bare fordi” jeg gik ind i montre med kamerastativet).

Senest har hun været med til at grundlægge foreningen OpenDenmark sammen med mig, hvor det er hendes fortjeneste, at paragraffen om foreningens opløsning indeholder en fortælling om at foreningens materialer og rettigheder overdrages til Københavns Stadsarkiv – arkivar til fingerspidserne. Hendes viden og tankespind har været inspirerende og givet mig mod på at kaste mig længere ud i ideerne.

Jeg kommer til at savne Charlotte og håber at hun af og til må dukke op i mine minder med et lille stramt, men venligt, blik der vil minde mig om at jeg skal huske kæmpe og tro på mine projekter og på at vi har en kulturarv, der kun sikres gennem os selv.

Charlotte vil blive savnet – men også husket og mindet.

Ære være Charlottes minde.

Af Peter Leth, formand for OpenDenmark
cc:by Peter Leth

Fremhævet billede til dette indlæg er et redigeret billede fra dette materiale cc:by Michael Peter Edson fra Flickr.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *