Vi har været på FOSDEM. En konference om open source-software i Bruxelles. Udbuddet og kreativiteten er imponerende. Efterspørgslen er gigantisk. Men langt det meste er bygget af frivillige ildsjæle på ren græsrodsmanér. Det kalder på støtte fra samfundet, så vi alle kan få glæde af det.

Lørdag morgen stævner vi ud fra vores hotel. Køber croissanter, ost og vellavet cappuccino fra den lokale bager og går de cirka halvanden kilometer til Université Libre de Bruxelles. Imens de lokale stadig snuer under dynen, støder flere og flere valfartende sig til os efterhånden som vi kommer nærmere. Nogle i ganske almindeligt kontortøj, andre med lilla hår og flere piercinger end man kan tælle, og atter andre i islandske sweatre og fodformede sko.

Fælles for de fleste er et væld af badges og klistermærker på rygsække og drikkedunke. Logoer, tegninger og navne på open source-software. Eller memes om samme. Snakken går, folk nikker glade og opstemte til hinanden. Vi er på en fælles mission. Vi skal til FOSDEM. Free Open Source Developers’ European Meeting. For at høre om alle de nye frie features og værktøjer. Og for at tage temperaturen på det åbne i Europa og Verden.

Hvor FOSS-folk mødes

Hvert år i februar mødes omkring 8-10.000 entusiastiske skabere og brugere af free and open source software (FOSS) i Bruxelles. På byens universitet syd for centrum er der klargjort 65 lokaler og auditorier til mere end 1000 oplæg og workshops af folk, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med FOSS. Forskere, undervisere, udviklere, IT-virksomheder, bibliotekarer, lærere.

Midt i det hele er der etableret en gade med madvogne, der spreder duften af vafler, pommes frites og burgere. Henover to dage er der et leben af mennesker, der går frem og tilbage mellem de enkelte bygninger og snakker alverdens sprog. Ved bænke og borde sidder folk og koder på deres computer, diskuterer muligheder og afprøver nye veje. Stemningen er vibrerende. Jovial og legende.

Skab og del

Fri og open source software er kendetegnet ved, at kildekoden er fri. Det betyder, at alle kan hente programmets kildekode og bruge det. Eller bygge videre på det. Da det hele startede i slutningen af 1970’erne og starten af 80’erne var det meste software fri. Kildekoden fulgte automatisk med når du erhvervede et stykke software. Der var ikke så meget internet dengang, så de delte nok filerne mere direkte, enten fysisk eller mellem mapper på samme maskine. Dengang deltes man ofte en hel bygning om samme maskine (såkaldt time-sharing, hvor man deltes om “beregningstiden”). Alle bidrog og alle brugte.

Men op igennem 80’erne begyndte mere og mere software at blive lukket. Fra at sælge hardware gik man over til at sælge software uden kildekode. Såkaldte licenser. Som modreaktion dannedes en bevægelse for fri software. Bl.a. Free Software Foundation, som blev startet ved stiftelsen af GNU-projektet. En ren manifestation af 70’ernes hackerkultur.

I dag er antallet af fri software programmører vokset betydeligt. Antallet af brugere er eksploderet. Og mange af dem bidrager ikke selv til udviklingen af software. Nogle få donerer måske et mindre beløb, så programmerne kan holdes kørende. Til Signal for eksempel. Eller Wikipedia. Men langt størstedelen af den frie software er betalt af udviklerne selv med deres fritid.

En fri legetøjsbutik

I løbet af to intense dage hører vi om et væld af open source-programmer. F.eks. om det spritnye program KiConnect, der er en bro mellem KiCad, et elektronikdesignprogram, og FreeCad, et 3D-model designprogram. KiConnect gør det derved lettere at 3D-designe en lækker indkapsling af sit elektronikprojekt. Om det så er en forstærker, et bipbipspil eller en robotstøvsuger. To unge mænd fortæller engageret om Graphite. Et dynamisk program, der kan skabe sekvenser af mønstre, der skifter farve og form. Sneflagelignende mønstre for eksempel.

Og vi går forbi de mange stande, hvor f.eks. Luanti præsenterer en spilplatform der blandt andet omfatter ”Minetest”. Et spil der bedst beskrives, som det Minecraft burde have været: tilgængeligt og nemt at ændre og tilføje egne og andres ideer til.

Bygget på frivillighed

Benjamin Bellamy er i gang med at bygge et stykke software målrettet podcastere. Et program, der i alle ender og kanter er tilegnet podcasterens behov. Transskription af lyd, indkorporering af manus, RSS feed. Enhver podcasters drøm. Og når det er færdigt vil det ligge tilgængeligt til fri download, med fri kildekode. Benjamin har fået støtte af NLnet. En europæisk fond, der støtter projekter, som sikrer et åbent informationssamfund. Han får altså løn for det arbejde han lægger i projektet. Mange andre open source-softwareudviklere er knap så heldige. De bygger på deres projekter i fritiden. I weekender, i ferien, om natten.

Under et andet oplæg om netop denne problematik pointerer udvikleren Marga Manterola, at omkring 97 procent af al software benytter sig af open source. Der er altså åbne komponenter i stort set al software, der produceres i verden. Facebook, Microsoft og Google bruger det. Store og små danske virksomheder bruger det. Det offentlige Danmark bruger det. Og problemet er, at mange er afhængige af, at programmerne vedligeholdes. Af folk, der har udviklet det fordi de havde lyst. I deres fritid.

Politisk støtte

Rundt omkring i Europa og Verden drager private og offentlige virksomheder, og ikke mindst stater, nytte af de mange åbne muligheder. Særligt i disse tider med de mange bekymrende udmeldinger fra USA og Præsident Trump, har demokratiske lande i Europa øget deres fokus på open source-software som en måde at opnå digital suverænitet på.

Det bør solidarisk forpligte stater når det åbne er med til at sikre national suverænitet. Enten økonomisk eller med udviklingsmidler. Mange regeringer har større og større fokus på området, men det er som om den konkrete opbakning halter. Det var også tydeligt på FOSDEM hvor de europæiske politikere glimrede ved deres fravær.

Bevar den åbne moral

Men at anvende fri og open source software i et demokrati stiller også krav om, at stater selvfølgelig skal offentliggøre al udvikling og alle løsninger. Således, at der fortsat er gennemsigtighed for borgerne, og enhver der har lyst, kan granske kildekoden. Fri og open source-softwares fornemste opgave er, at sikre individet. Give magten til brugerne. Digital suverænitet kan godt opnås uden open source-software. Staten kan bare udvikle sine egne programmer. Tilsvarende er brugen af Open source heller ikke altid en garanti for transparens, hvis licenserne tillader at løsninger der bruger kildekoden ikke selv stiller fri kildekode til rådighed. Det gør de ofte i open source, ikke i fri software. Hvis suverænitet gøres til et mål i sig selv, ryger det højere moralsk formål med FOSS, som er ægte frihed, til at gøre brug af, modificere, dele, og stole på software.

Så det er selvfølgelig den vej vi skal gå

I dag anvender de fleste børn, unge (og voksne) søgemaskiner som Google, Når de skal finde viden eller medier, såsom billeder, video eller musik. Mange af materialerne er der ophavsret på. Den bryder de unge når de anvender filmklip, pressefotos eller populærmusik på en hjemmeside, på sociale medier eller Youtube. De kommende generationer lærer altså at anvende ophavsretsligt beskyttede medier fremfor at bruge det åbne. Det er udgangspunktet for en time lang debat på Kulturmødet, som Open Denmark er værter for.

Det åbne i skolen

Ude i kommunerne og på landets skoler kommer der langsomt mere og mere opmærksomhed omkring det åbne. Der er nemlig en verden af muligheder. Billeder, musik, film, viden og værktøjer. Som vi alle sammen kan anvende, lege med og skabe nyt med. Om det er musik, du må anvende i en film, billeder, du kan bruge i en bog eller programmer du kan bruge i undervisningen. Ganske gratis. Så længe du blot følger retningslinjerne i den licens, der følger med. Og de er simple. Det har Gitte Barsballe erfaring med. Hun er danskkonsulent og PLC-tovholder i Kolding kommune – og så arbejder hun på at lære elever og medarbejdere hvordan man arbejder i det åbne.

”Der er så mange muligheder og spændende stier vi kan gå ned ad med eleverne. Børnene skal lære at kreditere og forstå forskellen på dit, mit og fælles eje. Skabere skal selvfølgelig have løn for deres arbejde, men samtidig er der millioner af åbne medier og programmer, som elever kan lege med og lære af. Det skal ud på skolerne, så børnene kan blive klogere på og ikke mindst kritiske overfor den multimodale verden vi lever i.”

På præsident Trumps ordre har Microsoft lukket en chefanklagers konto hos Den Internationale Krigsforbryderdomstol. Det understreger endnu en gang, hvorfor åben software er den eneste vej frem for demokratier.

I maj fik chefanklager Karim Khan fra Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) lukket sin Microsoft-konto efter ordre fra Trump. Præsidenten var utilfreds med, at ICC undersøgte Israels præsident Netanyahu for krigsforbrydelser.

Så længe Danmark benytter sig af proprietær software til kritisk infrastruktur, er vi også sårbare. Proprietær betyder her software, som tilhører nogen og ikke er åben. Såsom Microsofts. Størstedelen af det offentlige Danmark benytter sig af Microsoft. Og staten har lige indgået en femårig licensaftale med Microsoft for over fire milliarder kroner.

Lidt karikeret kan man sige, at hvis Trump vil overtage Grønland, er der en nem metode til at udøve et mægtigt pres: Lukker Microsoft ned, går Danmark i sort.

Den bedste erstatning er uden tvivl åben software. Officielt kalder man det open source software. Her er hvorfor.

Udlejer bestemmer alt
Forestil dig, at du bor til leje i et hus. Udlejeren bestemmer, hvor møblerne skal stå, og hvor billederne skal hænge. Hvis du trænger til en ny sofa, kan du kun købe den hos udlejeren. Ingen andre møbler passer ind. Og da slet ikke brugte møbler. Du kan heller ikke bygge dine egne møbler, da udlejer er den eneste, som har de rigtige skruer. 

Huslejen stiger hvert år. Og du skal vise id, hver gang du vil ind i dit hus. Udlejeren kan holde øje med, hvornår du er ude og hjemme. Og hvad du laver, når du er derhjemme. Og så har udlejer den samme nøgle som dig – og du kan ikke skifte låsen.

For at få adgang til dit hus skal du underskrive en lejekontrakt. For software hedder det en end-user license agreement. I kontrakten står der, at du ikke kan få noget at vide om dit hus. Du kan ikke få en tilstandsrapport eller adgang til tegninger. Du må ikke bygge videre på huset eller ændre på ruminddelingen. Du må ikke male væggene eller lægge gulvtæpper på gulvene.

I grelle tilfælde må dine gæster ikke benytte vandhanerne eller låne strøm til deres flade mobiltelefon. For øvrigt har udlejer ret til at hænge reklamer på dine vægge. Ellers stiger huslejen yderligere. 

Med nul dages varsel kan udlejer rive dit gulv op eller flytte dine vægge. Og du kan ikke være sikker på, at møblerne står på samme måde bagefter. Måske skifter udlejer alle dine tapeter. Eller også er fatningerne til lamperne placeret et andet sted – og så sandelig ikke over dit spisebord.

Du betaler for skadelige ændringer
Det er scenariet, når du har et proprietært program til din computer. Du tegner en licens, en kontrakt, men du har ingen indflydelse på, hvordan det ser ud.

Du må ikke se kildekoden eller selv bygge, lave om på eller skrive videre på softwaren. Mange proprietære softwareplatforme er implementeret med fast inventar og adgangskontrol. Derudover er der som oftest en åben bagdør til udbyderen, så de kan gå ind og se, hvad du laver, uden at du kan stoppe dem.

Du kan heller ikke forhindre udbyderen i at lave pludselige ændringer. Og du kan ikke sige nej tak til de dele af programmet, som du ikke har brug for, eller som kan være skadelige for dig. Og du skal  stadig betale for dem.

Men hvad nu, hvis du faktisk bestemmer selv? 

Digital suverænitet er helt centralt
 At du, når du overtager nøglerne til dit hus, får tegninger og tilstandsrapport. Du må flytte på væggene, du kan dele tegningerne med en entreprenør efter eget valg, som så kan lave ændringerne for dig. Og det er kun dig, der har nøglen til dit hus. Medmindre du vil lave en kopi til dine gamle forældre eller til ungerne.

Måske har du ikke brug for at bygge alt fra bunden. Måske skal det bare virke. Men du har ikke desto mindre friheden til selv at vælge entreprenør, elektriker og VVS’er – og selv bestemme, hvem der har adgang til dit hus.

Open source software er netop sådan et hus. Bygget og bygget om af alle, der har boet der. Et hus, alle kan kopiere og bygge videre på et andet sted. Tegningerne er ikke ejet af nogen. Ingen kræver, at du kører dit mailprogram, din filopbevaring eller skriveprogram på bestemte styresystemer. Og alle kan bidrage til opbygningen af de enkelte programmer.

Som stat er det helt centralt, at man bestemmer selv; har digital suverænitet. ICC har lejet deres hus af Microsoft. Nu er de i problemer, fordi udlejeren er blevet tvunget af sin øverste chef til at sætte Karim Khan på gaden.

Det kan ikke ske, hvis stat og myndigheder benytter sig af open source software. Så enkelt er det.

Jeg har siddet den sidste stykke tid og arbejdet på Tools for Alle. Anledningen er selvfølgelig at der stadig er mange projekter og værktøjer, som jeg gerne vil formidle. 

På det seneste har en præsident, men måske lige så meget, nogle af hans gæster fra indsættelsesceremonien, skabt lidt ekstra fokus på vores brug af fællesskabsplatforme, og interessen for at være uafhængig af Facebook, Twitter og chefens biler, Youtube og meget andet, har skabt en opmærksomhed på hvad man måske kan kalde et opgør med den politiske top i USA, men også med big tech og deres monopol, overvågning og ufrihed. Man kan måske sige at der er en tendens, som man kunne døbe Make Internet Free Again. 

Nå, men i det lys, har vi i OpenDenmark arbejdet lidt videre med at kortlægge værktøjer som fx Linux Mint, Fediverse, FreeTube, PeerTube, Pixelfed med flere. Masser af nye navne – for mit vedkommende. 

Alle er det projekter baseret på open source kildekoder og på at definere en anden ramme end én stor. 

Hvis vi er træt af den totale magtdominans og overvågning er der mange teknologier, der kan hjælpe os, fx ActivityPub, der er en protokol, der kan understøtte peer to peer netværk, altså et fælles sprog for at mange servere kan snakke sammen i det samme program. (Beklager den famlende tekniske beskrivelse. Det er dér jeg er). 

Teknologien bruges fx til at drive Mastodon, PeerTube og Pixelfed. Tre tjenester, der på åbne og uafhængige vilkår, kan gøre det muligt at drive platforme lignende Facebook, Youtube og Instagram. 

Da jeg besøgte Pixelfed fik jeg ideen til at skrive dette indlæg. For når du besøger deres side er det tredje af deres argumenter på forsiden “kronologiske feeds”. 

Det fik mig til at studse; hvordan kan det være en funktion, man ligesom ville fremhæve, hvis man som lille, nørdet, måske besværligt, måske ikke oversat, måske ikke kendt, helt sikkert mindre og uden algoritmers festlige “jeg skal give dig at det du ikke beder om”. Hvordan kan de, når de er oppe imod vores vaner, vores farverige og vanedannende platforme, finde på at nævne noget så usexet og  selvindlysende, som “kronologi”? 

Det er fordi det måske fordi kronologi ikke er standard. 

Altså at vores platforme ikke tager hensyn til om vi er her, kommer igen, kommer fra eller til noget, som vi tænker ud fra. De tager hensyn til at fange fokus og fastholde vores behov. Og i det spil, er det jo fjollet at håbe at ens brugere laver noget spændende, de andre brugere gider se. Hvorfor ikke hellere tage kontrol over tiden, og gøre hver dag til en fest? 

Når jeg har lyst til at skrive “Giv os tiden tilbage” er det ikke fordi jeg savner flow TV eller fordi jeg synes tiden er det mest relevante parameter. 

Men fordi at tiden i dette tilfælde ikke handler om tid men om bestemmelsesret, det adfærdsstyrende design af de informationer vi får og kan få, og fordi vi af og til må finde nogle anledninger til at stoppe op, for at vi selv følger med.  

Så hvordan tager man så “sin tid tilbage” eller mere konkret, hvordan genvinder du de tabte friheder, rettigheder og muligheder til at du styrer teknologien og ikke omvendt. 

Dét kan du gøre på mange måder, så her vil vi give et par bud.